Bladet Evening Sun i New York har den 15. april 1912 om morgenen
denne trøstende overskrift: "ALLE REDET EFTER KATASTROFEN!"
Dette varer lige til kort før
midnat samme dag, altså ca. tyve timer, efter Titanic er gået til bunds,
før katastrofens omfang er kendt i New York: Løbesedler, afbrudte
teaterforestillinger, belejring af White Star Lines kontor.
Carpathia med de overlevende ombord ankommer først den 18. april,
og de i mange tilfælde urigtige oplysninger fra rederiet er ikke
kun resultatet af en uheldig informationspolitik, men også af at det var
umuligt at få et klart billede over katastrofens omfang
- hvilket ikke er mærkeligt når man tænker på at man i dag i 1998
stadig diskuterer om skibet brækkede før eller efter det sank.
Den 19. april er altså dagen efter Carpathia's ankomst til New York,
skriver det højt ansete, for sin pålidelighed, blad "Zücher Zietung"
således: "Ved Titanic's sammenstød med et isbjerg blev skibets stævn
totalt ødelagt og mere end hundrede besætningsmedlemmer dræbt,
der sov her". Kaptajn Smith havde - skriver de videre - forsøgt at skyde
sig i sin kahyt, men nogle officerer ville rive revolveren fra ham,
hvorefter han løb op på kommandobroen og skød sig med en
kugle i munden.
En anden fejlinformation, som den dag i dag giver skattejægere
håb om et kæmpe, overdådigt bytte:
"De amerikanske konsulater i Antwerpen og Amsterdam autoriserede
i alt 29 forsendelser af diamanter, andre ædelstene og perler
med Titanic.
Da denne ligger på 4000 meters dybde, er dykkerarbejde umuligt,
hvorfor alt er tabt".
Alt er tabt - og hvordan! En bølge af forvirring, rædsel og tvivl breder
sig over den vestlige verden og har den dag i dag ikke lagt sig helt.
"Den blinde tillid til teknikken har fået et forfærdeligt slag" skriver
Joseph Conard i april 1912, og talrige kulturkritikere erklærer hermed,
at Titanic er den uhæmmede tro på fremskridtet, på videnskabens
almagt og på en ideel fremtid tilintetgjort, og på at dette ikke først
skete i Verdenskrigens materiel slag, sådan som det formuleres
i en mere populær version.
Og man kunne have forudset katastrofen!
Det skriver Joseph Conard barskt:
"Man bygger et 46.000 tons hotel af tynde stålplader for at vinde
tusind rige menneskers gunst; man udsmykker det med 13.000 tons
indmad i gammel egyptisk og Louis-Quinze-stil for at være disse luksus
individer til behag, der har flere penge end de kan bruge,
og under to kontinenters bifald slynger man denne masse med 2200
mennesker ombord over Atlanterhavet med 21 knob -
hvorpå det sker!"
"Bagefter havde alle selvfølgelig forudset katastrofen," skriver
Hans Magnus Enzesberg i 1978 i "Der undergang der Titanic".
"Bagefter vrimlede det med varsler, filmatiseringer og rygter"
også anekdoter, bøger - dokumentariske, delvis fantasifulde og
planløst sammenskrevne - og direkte løgne, som at Titanic gik
efter "Det Blå Bånd" (Hvilket du kunne læse i en artikel i Amerikas
telegrambureau Associatet Press i 1985!)
Nogle bliver dog klogere af skaden: Allerede i 1912 gør man
søfarten sikre på grund af skaden.
Der skal være redningsbåde med plads til samtlige ombordværende
- dette vedtages over hele verden - og på alle tidspunkter skal en
radiotelegrafist kunne kaldes. Og der oprettes en "international
isvagt", som skal advarer skibene mod isbjerge.
Den 31-årige Alexander Behm, der er ansat ved an fabrik for
lydabsoberende byggematerialer, spekulerer under indtryk af
katastrofen på en metode til lokalisering af isbjerge ved hjælp af lyd
og anmelder allerede i 1912 patent på ekkoloddet.
Og i 1912 bliver Titanic's søster, og noget mindre skib, Olympic
ombygget for at forbedre sikkerheden.
De skotter på der intet nyttede på Titanic, fordi de kun gik til den
anden af de syv etager, bliver ført helt igennem til tops, og
White Star Lines sætter dette som centrum i en reklamekampagne,
der bliver betragtet med mistro.
I 1914 - fire måneder før anden verdenskrigs udbrud - offentliggør
den amerikanske arkitekt Charles Smith en plan for at udruste en
ubemandet undervandsbåd med elektromagneter og laden dykke
i området omkring katastrofestedet, til den bliver tiltrukket af vraget;
når dette er fundet, kan man fire større elektromagneter ned med
trosser og ved hjælp af disse hale det op fra bjergningsfartøjerne...
Men ingen vil imidlertid finansierer et sådant projekt, og problemet
med at finde tekniske midler som kan holde til 400 atmosfærers tryk
ligger langt ude i fremtiden. Da den amerikanske zoolog William
Beebe i 1932 i en stålkugle når en dybde af 900 meter er det en
rekord, der beundrers af hele verdenen.
Først i 1954 når man ned til den dybde som kræves, ved en
undersøgelse af Titanic. Denne nye rekord sættes af den schweiziske
fysiker Auguste Piccard, der i 1931 var berømt som den første der
i ballon nåede op i stratosfæren.
I 1976 udkommer romanen Hæv Titanic! Af amerikaneren
Clive Cussler - den mest sensationelle af alle de røver historier,
der er skrevet om vraget: Et amerikansk bjergningshold tætner
alle hullerne i Titanic's vrag med et specialstål, der kan formes,
og som forfatteren har opfundet specielt til dette formål; derefter
presses al vandet ud af vraget ved hjælp af en kompressor, og
samtidig rystes skibet ud af mudderet med 80 sprængladninger.
Titanic dukker op, uskadt (selvfølgelig) kun en smule medtaget af
tidens tand, men river sig løs fra bugserfartøjerne og kapres af den
russiske efterretningstjeneste, KGB, som der tror at der ombord står
en boks, med et vidunder grundstof ved navn "byzanium",
der kan gøre interkontinentale raketter virkningsløse.
Boksen indeholder imidlertid ikke stoffet, men kun den skimmede
mumie af opfinderen, der kort tid før undergangen, med en pistol, har
tiltvunget sig adgang til boksen for at lukke sig inde.
Efter nogle yderlige komplikationer er det til sidst amerikanerne,
der får fat på det kostbare grundstof og slæber Titanic ind til den
oprindelige destination, New York.
Bogen blev naturligvis filmatiseret.
I 1978 Den britiske orlogsflåde mest erfarne bjergningsekspert, John
Grattan, stifter et privat selskab med det formål at lokaliserer vraget
med sonarmateriel og derefter at filme det med videokameraer fra
en ubemandet undervandsbåd.
Det er netop denne metode, der senere fører til resultater, men
Grattan kunne ikke finde nogen, der ville betale projektet.
Foråret 1985: Rober Ballard, der støttes af den amerikanske flåde,
indgår i hemmelighed en aftale med Jean Louis Michel fra det franske
Institut for Havforskning, som Disney filmselskabet tidligere har
kontaktet. I fællesskab vil de finde Titanic's vrag.
Med Jacques-Yves Cousteau har franskmændene skabt sig en
førestilling inden for dybhavsforskning.
Den 28. juni påbegynder det franske forskningsskib Suroit (Sydvesten)
arbejdet: På et område af knap 400 kvadratkilometer (Langeland knap 300) lytter det med et sonarapparat, der dækker knap
1 kilometer bred stribe i hver passage og lokaliserer et hvert
objekt af mindst 30 centimeters størrelse.
I fem uger opnås intet resultat ved afsøgningen af 80 procent af
arealet, men den 5. august 1985 får Suroit selskab af det amerikanske
forskningsskib Knorr, der i stedet for skruer har rotorblade,
som er anbragt under kølen. Det giver skibet nogle forbavsende
egenskaber: Det kan sejle sidelæns, vende på stedet og med
sikkerhed holde som position i stormvejr.
Med dette skib finkæmmes de sidste 20 procent, idet der hertil bruges
to fjernstyrede undervandsslæder på størrelse med en bil.
De sænkes med et kabel til havbunden og sender foruden
ekkoer også Tvbilleder op. Michel er ombord på Knorr og leder af operationen
sammen med Ballard.
I næsten fire uger arbejder videnskabsmænd og søfolk i tre skift.
Natten til 1. september 1985 viser Tvskærmen et objekt, der kan
være en kæmpe stor dampkedel med tre cirkulærer fyråbninger
- ligesom på Titanic's 29 kedler.
De to kameraslæder tager nu i løbet af fire dage 20.000 billeder og
tegner efter 73 års forløb den sunkne kæmpedampers portræt:
Vraget ligger oprejst på kølen, fortil cirka 15 meter nede i dyndet.
Hækken er revet af. Alt er dækket af et tydeligt lag rester af
døde dybhavsorganismer.
Kameraet viser kragereden, hvor i sin tid matrosen Fleet gjorde sin
skæbnesvanger opdagelse, på den væltede mast. Endvidere
er lastekran og -bom, en generator, ankerkæden med spil og klys.
Omkring vraget viser billederne et stort område med kul, kufferter,
kobbertøj, sølvfade, fjedre, natpotter og vinflasker, der endog kan
identificeres ved hjælp af formen: Madeira, portvin, champagne
og bordeaux.
Det mest forbavsende fund på denne gravplads er et pyntevindue,
der, som man kan se på gamle billeder, har prydet indgangen til
andeklasses rygesalon.
Lig og knogler viser opdagelserne ikke noget af, da de er blevet
nedbrudt af bakterier.
Ballard nægter at oplyse vragets præcise position - cirka 700
kilometer sydøst for Newfoundland må være tilstrækkeligt!
Han siger: "Jeg appellerer til menneskehedens samvittighed
om ikke at krænke dette monument!"
På sin sidste tur til vraget lægger Ballard med sin båds gribearm,
der kan styres i alle retninger, to tavler på vraget.
På den ene står: "Til minde om dem, der mistede livet ved Titanic's
undergang den 15. april 1912", og på den anden: "Enhver, som
kommer hertil efter os, lad dette skib være i fred!"
En mand som dette gør indtryk er Jack Gimm.
I august 1986 siger han, at han med franskmændenes hjælp i
sommeren 1987 vil dykke ned til Titanic og bjerge alt, hvad der ikke
nitte- og naglet fast - men dette skete aldrig!.
Titanic vil bevarer sin aktualitet og vil længe huskes på samme
måde som nu, 86 år efter den rædselsfulde katastrofe: Den største
fiasko for det tekniske fremskridt, et eksempel på at hovmod står for
fald - med al sin dramatik og sine utallige tragedier en helt ufattelig
historie, et eventyr...
Luksuskæmpen, der var skueplads for alt dette, ligger nu på
Atlanterhavets bund; og ingen vil kunne hæve det.